Fra “to be” til “to do”
Det er ikke så vigtigt, hvordan vi har det. Mere vigtigt er det, hvordan det går.
Nok en trivselskommission med nok en rapport om, hvordan børn og unge har det. Hvordan det hele føles og mærkes indeni. Og vi skal selvfølgelig lytte årvågent, fokuseret og være meget opmærksomme, så de børn og unge, der rent faktisk har det skidt, får den hjælp, de har brug for. Naturligvis. Og glædeligt er det også, at kommissionen denne gang konkluderer, at børn og unge mest af alt har det godt. De trives stort set. Men ikke alle. Slet ikke.
Jeg bliver dog noget så døsig bare ved ordet trivselskommission. Bliver det ikke for meget med denne evige fokus på, hvordan de unge har det? Snyder vi dem ikke, når vi påstår, at det er vigtigt, om de har det godt hele tiden. I det hele taget: Er det ikke lidt lige meget, hvordan vi alle sådan går rundt og har det?
Er faren ikke, at vi med Martin Luthers ord, bliver indkroget i os selv? At vi er bøjet ned over vores egen navle og ikke sanser verden omkring os? Ikke kigger op og ud men ser ned og ind i os selv.
På vores skole vil vi gerne verdensvende eleverne. Dreje dem 180 grader, så de kigger udad og forholder sig til den verden og det liv, de ikke nødvendigvis har inde i dem selv. Men som de rent faktisk er nysgerrige på og gerne vil se og vide mere om
For det er da ærligt talt sjældent vigtigt, hvordan vi har det. Om vi har det godt. Aldrig måske. Til gengæld vigtigt og relevant, hvordan det går. Om det går godt. Hvordan det går, peger nemlig udad og mod handlinger. Men hvordan du har det, søger indad og mod indre følelsesliv.
Jeg ved faktisk ikke selv, hvordan jeg har det. Om jeg har det godt. Men jeg ved, det går rigtigt godt. Glimrende. Kender I ikke det?
Livet vender udad. På vores skole vil vi gerne verdensvende eleverne. Dreje dem 180 grader, så de kigger udad og forholder sig til den verden og det liv, de ikke nødvendigvis har inde i dem selv. Men som de rent faktisk er nysgerrige på og gerne vil se og vide mere om. De skal blot hjælpes lidt på vej og nænsomt skubbes ud i den rigtige retning.
Vi er på Hald Ege netop kommet hjem efter en sådan dannelsesrejse med 200 efterskoleelever i Uganda. Her bliver perspektiverne nogle helt andre, når man møder en så anderledes kultur, der ved første øjekast måske nok er helt forskellig fra ens egen, men som viser sig, når man begynder at interagere, snakke og spille fodbold, at være meget lig vores egen kultur; i hvert fald når det kommer til drømme og håb i forhold til fremtiden, kærligheden, livet. Vi oplever i Afrika, at vi har samme humor og de samme længsler efter Det gode Liv. Blot helt forskellige forudsætninger for at få drømmene indfriet.
Mere refleksive, mindre selvoptagede og mere spændende at tale med
Eleverne rejser ganske vist ud og kommer hjem forandrede, som man gør ved den slags dannelsesrejser. Turen gør noget ved dem og os alle. Men måske gør den det, fordi eleverne på turen får skiftet perspektiv og flyttet fokus fra dem selv til alt det, de møder uden for dem selv.
Som Magnus – en ny, ung lærer gjorde mig opmærksom på: Eleverne bliver simpelthen 1 år ældre på den tur: Mere refleksive, mindre selvoptagede og mere spændende at tale med. Ældre på en eller anden måde. Modenhed er karakteriseret ved, at man ved, at livet er større end en selv.
Jeg tænker faktisk, at netop det at fastholde et udsyn, en verdensvendthed (om man vil), er svaret på, hvordan vi reducerer megen af den mistrivsel, vi hører om. Det giver et perspektiv, som man jo kun kan få ved at møde noget andet end sig selv. Der er så mange muligheder for hele tiden at møde folk, man ligner, ting man kender. Jeg er optaget af, at vi skal give de unge meget mere af det, de ikke kender, mennesker de ikke ligner. Det har en kæmpeværdi.
Men som efterskole skal vi i den grad også skabe rum for og give tid til, at unge kan besøge og lære mørket i dem selv at kende. Helt bestemt. Jeg taler ikke for glædestyranni og happy-happy. Kunsten er fantastisk, fordi den giver form til noget, der kan være vanskelig at erkende og forstå inden for det almindelige sprogs rammer. Men kunsten er også særlig velegnet her, fordi den bliver det andet eller det tredje, man kan mødes om, drøfte, tale længe om, lære at forstå, sætte sig ind i og gøre sig umage med, så verden netop bliver større. Livet rigere.
Det at verdensvende eleverne er således ikke kun i forhold til fattige i Afrika men også at vende dem mod noget andet, et værk, der løfter dem i deres indsigt og måske over i en erkendelse af, at det, de troede, de stod alene med af udfordringer og smerte, er noget fællesmenneskeligt og et grundvilkår i livet, som alle kender, helt eller delvist. Du er ikke alene. Du har ikke nødvendigvis en depression og har ikke angst. Depressionen er måske mangel på livslyst; angsten på livsmod, som forstander på Ollerup Musikefterskole Mette Sanggaard har udtrykt det. Det er der ikke kun trøst at hente i. Det er også livgivende og gør os mærkeligt forbundne.
Endelig tror jeg, de unge mennesker skal forsøge at flytte fokus fra ”to be” til ”to do”. Fra det at være til det at gøre. Fra det at ville være noget til det at ville gøre noget. For hvis man vil være noget, er det ikke sikkert, at det bliver. Og det er slet ikke sikkert det er.
Men hvis man gør noget, f.eks. for andre, sker det i verden. Det er en handling mere end et ønske eller et håb. Man gør noget, noget sker. Måske kommer det andre til gode, hvad enten noget bliver til noget eller ej. Derfor mere ”to do”; mindre ”to be”.
Og der er nok at gøre: Holde en dør for en ældre kvinde i Magasin, begynde at spille guitar, lave mad til 4, starte et børnekor, hjælpe en NGO, der hjælper børn i Uganda eller melde sig ind et parti og gå til møder. Det bliver man ikke noget af. Man er ikke noget særligt, fordi man gør det. Men man gør en forskel, vender sig væk fra sig selv mod verden og skaber noget – stort eller småt – der giver værdi for andre.
Mens man ”vender sig mod verden” i form af Afrika, Kunsten eller Handlinger, må man have det lige så godt, som man vil. Og hey, måske er du undervejs bare lækkertrist. Som når man er lækkersulten – altså ikke rigtig sulten – kan man rent faktisk også være lækkertrist. Lidt blå i det, cool og åben for melankolien i kunsten f.eks. Det er, som det skal være. Alt godt. Måske skal vi lære de unge at være lækkertriste. Eller i det mindste, at det er ok at være netop det. Og så ud i verden – både den store og lille – og se, erkende og gøre noget. Livet vender udad.
Kære fine Hald Ege-årgang 2023/24
Det er, når man er ved at miste ting, at man opdager tings betydning. Hvor mærkeligt dybe og vigti