Hald Ege Efterskole
10. Klasse på Hald Ege Efterskole
I 10. klasse tilbyder vi fire spændende muligheder, der passer til forskellige interesser og mål.
Du kan vælge en traditionel 10. klasse, hvor du fordyber dig i dansk, matematik og engelsk og har mulighed for at vælge tysk og fysik/kemi som tillægsfag.
Eller du kan udforske vores unikke alternativer:
Den Store Historie 10. klasse hvor vi arbejder med journalistik, litteratur, film, fotos, kunst, reklame og branding. Højskole-10. klasse, der fokuserer på projektledelse, FN’s Verdensmål og kreative processer, eller Sports-10. klasse, hvor sport og faglig udvikling går hånd i hånd med en træner-/instruktøruddannelse.
Uanset hvilken retning du vælger, er undervisningen tilrettelagt, så den styrker både din faglige og personlige udvikling og gør dig klar til fremtidens muligheder.
Læs mere om de fire forskellige 10. klasser herunder
Hald Ege Efterskole
DEN STORE HISTORIE 10. KLASSE
Vores liv er drevet af store historier og vigtige fortællinger. Det er dem, der gør, at vi kan forstå verden og definere, hvem vi selv er.
Historiefortælling gennemsyrer alt i vores hverdag – fra nyheder og politik til sport, religion, videnskab, kunst, kærlighed og selvopfattelse. Vores evne til at skabe og forstå historier udgør en helt central del af, hvad det vil sige at være menneske og at have en kultur.
Men hvad er en stor historie? Og hvordan skaber forfattere, journalister, filmproducenter, fotografer og reklamefolk de fortællinger, der fanger vores opmærksomhed og griber os om hjertet?
I klassen Den Store Historie forsøger vi at forstå, hvad en god historie er. Vi arbejder med journalistik, litteratur, film, fotos, kunst, reklame og branding.
Undervejs i forløbet prøver vi kræfter med forskellige genrer indenfor kreativ kommunikation og får en dybere indsigt i, hvordan historier opstår, og hvilken betydning de har. Vi skriver journalistiske artikler, prosa, lyrik og manuskripter, laver reklamekampagner, podcasts og små film, men vi kommer også til at læse en masse fede tekster og se en masse film.
Forløbet er til dig, der overvejer at arbejde kreativt med medier, journalistik, litteratur, film, reklame, eller andre former for kommunikation – og til dig, som gerne vil være klogere på, hvordan vi forstår verden og os selv.
Ligeledes skal vi arbejde med at give vores tanker og følelser omkring dannelsesrejsen til Afrika et udtryk. Hvad så vi i Uganda? Hvad tænker vi om det osv.? Og på hvilke måder kan vi så fortælle den historie?
Den store afsluttende Hald Ege-opgave
Til sidst på året producerer du enten selv eller i hold et kreativt produkt. Det kan være mange ting: en kortfilm, en podcast-serie, en reklamekampagne, en novelle, en digtsamling eller noget andet, du selv finder på.
Højskole
HØJSKOLE 10. KLASSE
Er du klar til at tænke kreativt, udvikle nye ideer og tage ansvar for din fremtid og verden omkring dig? Hald Ege Efterskoles Højskole-10. klasse er vores alternative og prøvefri 10. klasse, der giver dig en unik efterskoleoplevelse med fokus på projektledelse, kreativitet og global forståelse.
Dette tilbud er til dig, der ønsker at gå i dybden med spændende emner og udvikle værdifulde livskompetencer i stedet for traditionelle skolefag og prøver.
I Højskole-10. klasse kan du se frem til fag og aktiviteter som:
- Film, kunst og bøger: Udforsk kunstens verden gennem litteratur, film, musik og malerkunst. Du får mulighed for selv at skabe kunst og forstå, hvordan kunst kommunikerer og fortolkes.
- FN’s Verdensmål: Få indsigt i de 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling og udvikl projekter, der kan bidrage til en bedre fremtid.
- Projektledelse: Lær at planlægge, strukturere og lede projekter. Du udvikler din egen ledelsesstil og bliver klædt på til at stå i spidsen for meningsfulde initiativer.
- Idræt, teambuilding og bevægelse: Skab fællesskab gennem sjove og udfordrende aktiviteter, der også kan bruges som teambuilding og icebreakers.
Højskole-10. klasse er ikke som andre klasser. Du afslutter ikke med prøver eller karakterer, men vi evaluerer løbende, og året kulminerer med din egen Svendeprøve i projektledelse – en kreativ og meningsfuld opgave, der bliver en del af din udtalelse.
Selvom du ikke har almindelige skolefag, integrerer vi dansk, engelsk, samfundsfag og historie i undervisningen på nye og kreative måder. Du kan efterfølgende optages på en gymnasial uddannelse uden ekstra optagelsesprøver, da dine resultater fra 9. klasse er tilstrækkelige.
Undervisningen varetages af vores dygtige lærere samt gæstelærere. Derudover bliver der arrangeret spændende ture og workshops uden for skolen, som gør undervisningen endnu mere levende.
Hvis du ønsker en udfordrende og inspirerende efterskoleoplevelse, hvor du lærer om dig selv, verden og fremtiden på en ny måde, er Højskole-10. klasse det rette valg.




Sport
SPORTS 10. KLASSE
Hald Ege Efterskoles Sports-10. klasse er det perfekte valg for dig, der brænder for sport og ønsker at kombinere din interesse med faglig og personlig udvikling. Her får du mulighed for at dykke ned i sportens mange facetter, både teoretisk og praktisk, samtidig med at du arbejder målrettet med din egen sportsgren.
Undervisningen spænder bredt og dækker emner som:
- Filosofi, kultur og historie
- Træner-/instruktøruddannelse
- Politik og medier
- Psykologi og identitet
- Analyse og præstation
- Krop, kost og fysiologi
- Sport og fællesskab
- Marketing.
Disse emner tager udgangspunkt i sportens verden og udforskes gennem arbejde med forskellige sportsgrene som fodbold, håndbold, cykling, svømning, dans, triatlon og mange andre.
Som elev i Sports-10. klasse vil du:
- Få indblik i sportens betydning for samfundets og verdens udvikling.
- Arbejde i et sportslaboratorium med præstationsfremmende træningsmetoder og analysere både dig selv og nogle af verdens bedste sportsudøvere.
- Udforske sportens rolle som politisk og mediemæssig platform.
- Få indsigt i sportens psykologiske aspekter og dens betydning for præstation og udvikling.
- Modtage en træner-/instruktøruddannelse, der giver dig værktøjerne til at træne andre og et officielt bevis, du kan bruge i klubregi.
- Deltage i samarbejder med sportsklubber om at udvikle sporten i samfundet.
- Have medbestemmelse i forhold til kost og sundhed på efterskolen.
- Udvikle dig selv og bidrage til andres udvikling gennem sportens fællesskab.
Vi sørger også for, at teori bliver omsat til praksis gennem spændende studieture, hvor vi dykker ned i sportens verden. Det kan være ture til København, Hamborg eller andre steder, hvor du oplever sportens betydning og anvendelse på nye måder.
Sports-10. klasse giver dig et unikt efterskoleår, hvor du både styrker din faglighed, udvikler dine kompetencer som leder og fordyber dig i sporten, du elsker.
Almindelig
ALMINDELIG 10. KLASSE
Den traditionelle 10. klasse på Hald Ege Efterskole er for dig, der ønsker at styrke din faglighed og bygge videre på det, du kender fra folkeskolen. Klassen følger folkeskolens fællesmål og giver dig mulighed for at bruge dit efterskoleår på at fordybe dig i de vigtigste fag – enten fordi du ønsker at udfordre dig selv og nå nye højder, eller fordi du vil bruge tid på at blive stærkere i fag, du måske har fundet udfordrende tidligere.
I den almindelige 10. klasse har du følgende obligatoriske fag:
- Dansk
- Matematik
- Engelsk
Derudover kan du vælge at supplere med tillægsfagene:
- Tysk
- Fysik/kemi
Her får du muligheden for at forberede dig grundigt til fremtidige uddannelser, samtidig med at du nyder efterskolelivets sociale fællesskab og spændende aktiviteter.
Undervisningen tager hensyn til den enkelte elevs behov og ambitioner, så du får det maksimale udbytte af året.
Hvis du ønsker en balanceret kombination af faglig udvikling og efterskoleoplevelser, er den almindelige 10. klasse det rette valg. Hald Ege Efterskole giver dig rammerne til at vokse både fagligt og personligt.
En pause fra skolen
Noget af det fedeste ved Hald Ege var at få en pause fra skolen og i stedet fokusere på fælleskab og venner.
Dejlige minder
Jeg fik venner, jeg stadig snakker med den dag i dag, og som jeg nu har en masse dejlige minder med, både på og udenfor efterskole.
Endda en kæreste
Efterskolen har lært mig at stå på egne ben og tage ansvar for mig selv i stor grad. Samtidig har jeg fået venner for livet – og endda en kæreste!
Ville ønske jeg kunne komme tilbage
Det år jeg gik på Hald Ege var det bedste år, og ville ønske jeg kunne komme tilbage.
Fandt de bedste veninder
Jeg havde det svært i starten, men fandt de bedste veninder og venner som jeg stadig snakker med efter 2 år.
Altid en del af mig
Mit år på Hald Ege var et år som jeg ikke ville have undværet og som altid vil være en del af mig.
Historier der huskes
Efter et år på Hald Ege, står man tilbage med en masse minder, venner for livet, og historier, som vi vil elske at fortælle videre
Vildt
Et år med nye venner og oplevelser, som var sjove og mere vilde end jeg havde forestillet mig
Nye venskaber og oplevelser
At gå på HEE var en tid med fællesskab, nye venskaber og oplevelser!




