Højskolen (og efterskolen) er vigtigere end nogensinde før
Klumme bragt i Viborg Idrætshøjskoles “Året der gik 2025”. Her giver Ann Grethe Nørgaard sit bud på, hvorfor højskolebevægelsen er vigtigere end nogensinde før – for de unge og for vores samfund.
I et samfund hvor alting accelereres, og de unge presses igennem et uddannelsessystem med et øget fokus på præstationer og individuelle kompetencer, er højskolerne ligesom efterskolerne et dannelsesmæssigt åndehul. Her kan de unge mødes og indgå i forpligtende fællesskaber, ud fra interesser og lyst til at blive oplyst, og opnå den demokratiske dannelse, der skubbes til side i bureaukratiets og multiple choice-testenes åndsløse jerngreb i skolesystemet.
Vi mærker det tydeligt på efterskolen, hvor vores prøvefri 10. klasse er mere efterspurgt end nogensinde før. Vi underviser nemlig vores prøvefri klasser ud fra UBAK-princippet – undervisning af bred almen karakter, hvor vi får mulighed for at tage udgangspunkt i noget de unge er optagede af, f.eks. sporten – og via den indgang tale politik og sport, sportswashing, branding osv. Klasserne er vildt populære, og man mærker tydeligt (gudskelov) de unges behov for, og lyst til, at blive udfordret og oplyst på en anden måde end de er blevet i folkeskolen, hvor dannelsen har enormt trange kår disse år. De vil faktisk gerne vide noget, som de ikke nødvendigvis skal testes i. De vil gerne verdensvendes og forstå samfundet og de mekanismer, der rør sig i det.
Ligesom efterskolerne, er højskolernes fundament netop forankret i dannelsesperspektivet og det meningsfyldte i at indgå i fællesskaber og skabe sammenhængskraft. Når man er på højskole eller efterskole oplever man, hvad det vil sige at være en del af noget, der er større end en selv. Man lærer at gå på kompromis for at få et værelse til at fungere, man tager en ekstra tjans i køkkenet fordi der lige mangler et sæt hænder og så lærer man at omfavne forskellighed og mangfoldighed. Man bliver udfordret på holdninger og overbevisninger og der åbnes op for en personlig udvikling, der er manifesteret i forståelsen af selvet sammen med andre.
Klasserne er vildt populære, og man mærker tydeligt (gudskelov) de unges behov for, og lyst til, at blive udfordret og oplyst
Der skabes rammer, der fordrer at de unge tør miste fodfæstet for en stund. Moderne sagt, de tør hoppe ud af comfortzonen og sætte sig selv på spil, fordi det er netop højskolernes rammesætning, hvilket er enormt sårbart i det samfund, hvor alt skal dokumenteres og have nyttevirkning. For at højskolerne ikke blot bliver det her selvrealiseringsprojekt med fokus på sport, musik, teater og kagebøger, er de unge på højskolerne sikret den føromtalte undervisning af bred almen karakter. Denne er netop tilsiget at trække dem hen til steder de ikke ville komme på egen hånd. At blive bekendt med undervisning, der har almene perspektiver – i det kulturelle, politiske, filosofiske, historiske, naturvidenskabelige, hvor de bliver oplyst og udfordret på samfundsmæssige strukturer og sammenhænge. De får en udadvendthed, mod den verden de lever i og dermed en bredere almen viden – der er tid til at fordybe sig i, hvorfor USA vælger en præsident som Trump, hvordan deres samfundsstrukturer og uddannelsessystem gør, at de f.eks. er meget lidt verdensvendte.
Da er fællesskab, sammenhængskraft og demokratisk dannelse – noget som vores samfund er udfordret på, både fordi det på mange måder går rigtig godt, så hvorfor sætte sig selv på spil og engagere sig f.eks. politisk? – men også fordi vi snakker vækst, effektivitet og agilitet hele tiden. Fordybelsen er taget ud, og det er ved gud ikke kun smartphones og skærmenes skyld. Det er et politisk åg, der er trukket ned over tidsånden, hvor vi skal effektivisere, vækste og have flere hænder ud på arbejdsmarkedet fuldstændigt uden øje for hvordan hovedet og kroppen, der hører til det sæt hænder, har det.
Fordybelse og muligheden for at være og at opleve kunst, musik, sport, friluft og natur er fuldstændigt taget ud – fordi man hele tiden skal være på, gøre sig til, have bedre karakterer og stræbe efter noget mere.
Højskolernes og efterskolernes fundament fordrer stræben efter noget dybere – inde i en selv, en ro, en væren og en dannelse, som ikke kan tillæres via bøger og uddannelse men kun i samspil med andre, hvor man bliver en del af noget større.
I min optik er højskolerne og efterskolerne vigtigere for Danmark og samfundet end nogensinde før. I deres stræben efter noget dybere.
Artiklen kan også læses i Viborg Idrætshøjskoles “Året der gik 2025”.
